Sundhedscenter inspirerer til en sund sommer

Selvom Randers Sundhedscenters diætister, sundhedskoordinatorer og psykomotoriske terapeuter også holder sommerferie i år, så har borgerne stadig adgang til masser af gode råd om sundhed i løbet af sommeren 2017. Fagpersonerne har samlet en masse sommertips om kost, bevægelse og mental sundhed, som man kan følge med i på facebook eller finde på hjemmesiden.

15. juni 2017 - Oprettet af Marie Have Qvist

Sommerferien står for døren, og for mange mennesker betyder det afslapning på stranden, lækre sommerdesserter, et ekstra glas rosé i solen og masser af fristelser fra det store udvalg til grillaftenerne.

”Der er mange, der tager et par kilo på henover sommeren, men heldigvis er der masser af små ting, man kan gøre, så man lettere kan holde sin vægt i løbet af ferien,” fortæller Christina Tofthøj Jensen, der blandt andet underviser på et livsstilshold på Randers Sundhedscenter og holder foredrag om kost og sundhed.

Hun er blandt de fagpersoner fra Randers Sundhedscenter, der står bag samlingen af tips til en sund sommer, som bliver lanceret på sundhedscenterets facebookside i løbet af sommeren 2017, og som allerede er tilgængelige på hjemmesiden sundhedscenter.randers.dk.

Bevægelse og mental sundhed

Ingen af fagpersonerne på Randers Sundhedscenter løfter pegefingre eller anbefaler en slankekur i løbet af sommeren. Det handler i stedet om at prioritere mellem fristelserne og finde en form for bevægelse, man har det godt med.

”Det er ikke et problem, at man spiser nogle is og drikker en ekstra sodavand eller drink i løbet af sommerferien, hvis man bare husker også at rejse sig fra liggestolene og være aktive sammen. Det kan man gøre på rigtig mange måder, og det skal helst være sjovt,” mener sundhedskoordinator Matias Gjerløv.

Den mentale sundhed er også vigtigt for et godt helbred, og derfor er det en god idé at tænke over, hvordan man bedste samler energi i ferien.

”Jeg anbefaler, at man bruger kroppen som barometer. Der er rigtig mange måder at holde ferie på, og det er forskelligt, om man bedst lader op ved at få en masse nye input, ved at fordybe sig i en god roman eller gå endeløse ture i den smukke natur,” siger Berit Svart, psykomotorisk terapeut på Randers Sundhedscenter. 

Se alle sundhedsråd her