Ryghold - få styrken tilbage med den rette træning

Har du ondt i ryggen? Eller vil du bare gerne styrke den? Så kom med på Sundhedshøjskolens ryghold, hvor vi i løbet af 16 uger vil sætte fokus på forskellige rygøvelser, du også kan udføre derhjemme. Er du interesseret - så læs mere her!

Døjer du også med ondt i ryggen? Du er ikke alene. Faktisk er rygsmerter én af de største grunde til, at vi søger læge i Danmark.

Men det kan være irriterende og forstyrrende at gå rundt med rygsmerter. Især hvis de er kroniske. Du kan fx have rygsmerter, fordi du har uheldige arbejdsstillinger, ikke bevæger dig nok eller er kommet til at overbelaste ryggen i en periode.

Heldigvis kan træning afhjælpe mange rygsmerter. Så hvorfor ikke prøve det i Sundhedshøjskolen i et område nær dig?

Hvad skal vi lave på rygholdet?

På rygholdet har vi fokus på vaneændringer, viden og bevægelse. Holdets underviser vil gennemgå de forskellige øvelser samt teori, der er relevant for dagens holdtræning.

Eksempler på øvelser kan være:

- Elastikøvelser
- Øvelser med håndvægte
- Øvelser på og med bolde
- Cirkeltræning med øvelser såsom planke, sprællemand og rygbøjninger

Rygholdet tager som regel 60 minutter inklusiv opvarmning, teori, bevægelse, udstrækning og eventuelle spørgsmål fra deltagerne.

Vi har selvfølgelig også fokus på det sociale. Kom i god tid og få en god snak med de andre! Her er der ingen, der griner af hinanden. Vi har alle hvert vores niveau, og vi er her for at lære.

Hvem kan være med?

Rygholdet er for alle, der gerne vil arbejde aktivt mod en sundere og stærkere ryg. Holdets underviser står klar til at hjælpe dig, så du laver øvelserne på den rigtige måde og ikke overbelaster ryggen.

Har du alvorlige rygproblemer, kan du dog med fordel først snakke med din læge eller fysioterapeut om, hvorvidt forløbet er det rigtige for dig.

Hvad koster det?

Træner du i lokalområderne i udkanten af Randers Kommune, betaler du 300 kr. for et forløb på 16 uger. Hos FOF i Randers midtby er prisen for et forløb på Sundhedshøjskolen højere – læs mere om dette her.

Hvor kan jeg deltage?

Lige nu kan du deltage i Asferg/Gassum, Øster Tørslev og Harridslev. Tryk på den by, der ligger tættest på dig, og se, hvordan du tilmelder dig!