Træning for rigtige mænd – råhygge og bevægelse!

På dette hold lukkes dørene for alle kvinder og bedre halvdele – her er der kun adgang for RIGTIGE mænd! Med træning, en smule teori og den berømte (og hemmelige!) 3. halvleg er det et super tilbud, hvis du er mand og gerne vil sætte fart på bevægelsen og den sunde livsstil.

Vi ved nok alle, at en sund livsstil er et af de bedste valg, man kan tage. Men praksis kan nemt være en stor udfordring, fordi det er så svært at bekæmpe de dårlige vaner – om at tage til bageren, drikke sodavand eller få lidt for mange øl med gutterne.

I træning for rigtige mænd får du en god cocktail af bevægelse og sociale aktiviteter. Vi skal dog også tale en smule teori, så vi for alvor forstår, hvordan kroppen fungerer, og hvilke kostråd vi skal have bokset ind i hverdagen.

Så er du frisk på træning og en god holdånd med andre mænd – så kom med!

Hvad skal vi lave på holdet?

Vi har fokus på at få ny viden om sundhed, kost og bevægelse. Men ikke mere end 30 min. pr. gang, for så er det tid til at komme i gang med træningen! Og her går vi til den med konkurrencer og forskellige øvelser. Vi slutter med en 3. halvleg, hvor det er det sociale, der er i fokus.

Eksempler på bevægelser kan være:

- Cirkeltræning
- Udendørstræning
- HIT (høj intensitetstræning)
- Crossfit

Træning for rigtige mænd er et forløb over 16 gange, hvor vi mødes cirka én gang ugentligt.

Hvem kan være med?

Så længe du er mand og over 18 år, kan du komme med. Det er vigtigt, at du er frisk på at få nye bekendtskaber i byen og at give træning og sund kost en skalle. Er du ikke motiveret – så er holdet ikke for dig.

Hvad koster det?

Træner du i lokalområderne i udkanten af Randers Kommune, betaler du 300 kr. for et forløb på 16 uger. 

Hvor kan jeg deltage?

Træning for rigtige mænd foregår bl.a. i Øster Tørslev,  Assentoft  og Havndal– klik på din by her og se, om holdet også foregår der!