Træning og motion

Spændende løberuter, smukke cykelruter og gode råd til træning i sommervarmen - her har du masser af tips til en aktiv sommer.

Naturen i Randers inviterer til både gå-, løbe- og cykelture, og her har vi samlet et udvalg, som du kan nyde i løbet af sommeren.

Tilbage til overblik over sunde sommertips

Må man træne i sommervarmen

Der er ikke noget i vejen for at løbe en tur, selvom termometeret viser 30 grader i solen. Undgå middagssolen mellem 12 og 15, husk solcreme og drik rigeligt med vand både før og efter løbeturen. Ved langvarig og hård træning, skal man sørge for også at indtage salt – bland evt. en smule salt og sukker i vandet. 

Lækre løberuter i Randers 1

Her er et bud på en smuk rute langs Gudenåen: Du kan parkere ved regnskoven og løbe fra stien under Den Blå Bro hele vejen ud til motorvejsbroen og tilbage igen. Ruten er cirka seks kilometer. Det er før øvrigt også en glimrende strækning for pokémonjægere!

Lækre løberuter i Randers 2

Turen til de vilde dyr: Du kan også løbe fra stien under Den Blå Bro over jernbanebroen og følge skiltene til den europæiske bison, der græsser i Vorup Enge - og løbe tilbage igen. Denne rute er cirka fem kilometer. Det er også en udflugt for børnene, hvis man parkerer i nærheden af indhegningen og tager sig tid til at betragte de store dyr.

Lækre løberuter i Randers 3

Sundhedssporet i Nordre Fælled. Løberuten er knap tre kilometer lang, og den starter og slutter i nærheden af parkeringspladsen ved Kompagnivej/Langvej. Ved start er der et grønt piktogram med teksten ”Sundhedsspor start”. Undervejs er sundhedssporet markeret med røde stolper med grønne piktogrammer med røde trekanter. Ved slut er der et grønt piktogram med teksten ”Sundhedsspor slut”.

Lækre løberuter i Randers 4

Fem kilometer i jævnt terræn i Nordre Fælled: Udover sundhedssporet i Nordre Fælled er der en markeret rute på fem kilometer med en markering for hver 0,5 kilometer. På den måde kan du hele tide følge med i, hvor langt du er.

Lækre løberuter i Randers 5

Kuperet rute i Udskovene: Denne rute er fem kilometer lang, ligger i Udskovene ved Ålum, og den starter inde ad stien lige før man drejer ind på Svinding Skovvej fra Gl. Viborgvej. Ruten er meget kuperet og krævende - du skal derfor indstille dig på at få sved på panden. Langs ruten er der markeringer for hver halve kilometer, så du undervejs ved hvor langt du er nået. Der er mulighed for at korte ruten ned til cirka to kilometer.

12 temacykelruter i Randers

I VisitRanders' folder "12 temacykelruter i Randers" kan du finde alt fra en børnetur på cirka 18 kilometer til en tur rundt om Randers på næsten 80 kilometer. Se folderen på VisitRanders' hjemmeside.

MTB-teknikbane i Romalt Bakker

Vil du gerne træne på din mountainbike, så er området i Romalt Bakker helt optimalt. Se videoen her til inspiration. 

Flere cykelruter

Randers Cykelbys hjemmeside kan du finde masser af spændende cykelruter i Randers og omegn - blandt andet ruten i det smukke Gudenåløb.