Karen sår frø til forandring

Helbredstjek, holdundervisning i Tjek på livsstilen og diætetisk nørkleri er hovedingredienserne til en god arbejdsdag. I hvert fald hvis man spørger Karen, som er klinisk diætist og sundhedsfaglig medarbejder i Tjek dit helbred. For hende er gode grin med kollegerne også med til at gøre dagen ekstra god.

Hvad laver jeg til hverdag i Tjek dit helbred?

Dagligt har jeg to funktioner.

Jeg laver helbredstjek, hvor jeg giver borgeren et øjebliksbillede af deres sundhed i 45 minutter. Udover dette er jeg underviser på det opfølgende holdtilbud Tjek på livsstilen, hvor jeg længe fungerede som tovholder. Udover undervisning er der meget administrativt arbejde – bl.a. spørgeskemaer og planlægning af undervisning.

Mennesket interesserer mig meget. Du bliver nødt til at have styr på dine tanker, før du kan følge en kost- og motionsplan. Derfor har jeg også været med til at skabe det opfølgende tilbud Tjek på overspisningen. Det psykologiske aspekt i sundhed synes jeg er rigtig spændende.

Jeg elsker at rykke folk og mærke, at der sker en forandring hos den enkelte. Det er inspirerende at se, at man kan så et frø til forandringer, der fører borgeren i en sundere retning. Forandring til det positive er derfor virkelig noget, jeg brænder for.

Jeg synes, jeg har et meningsfuldt arbejde med gode kolleger, der behandler hinanden ordentligt. Så kort kan det siges!

Mit bedste sundhedstip: Tag konsekvens!

Du kan gøre, hvad du har lyst til – spise et stykke kage, drikke et glas rødvin – men du skal også tage konsekvensen af det. Så må der fx sættes en ekstra løbetur på programmet.

Kontakt Karen

kkw@randers.dk
TLF: 23 23 64 46