Pernille sætter trivsel i fokus

Pernille lægger vægt på at der kommer fokus på den mentale sundhed. Med det liv de fleste mennesker lever i dag - med højt tempo, mange distraktioner og masser af valgmuligheder – er behovet for at sætte fokus på den mentale sundhed større end aldrig før, mener Pernille. I Tjek på Trivslen arbejdes der med den mentale sundhed.

Hvad laver jeg til hverdag i Tjek dit helbred?

Jeg arbejder som tovholder på det opfølgende tilbud ”Tjek på Trivslen”. Et gruppeforløb hvor der er fokus på mental sundhed, mindre stress og mere livskvalitet. Arbejdet indebærer bl.a. praktiske og administrative opgaver. Eksempelvis sender jeg spørgeskemaer ud til deltagerne og koordinerer med teamet omkring ”Tjek på Trivslen”.

Som ergoterapeut har jeg fokus på, hvordan vi mennesker påvirkes af vores daglige aktiviteter og de omgivelser vi lever i. Herunder hvordan man kan ændre omgivelserne og arbejde med vores aktivitetsmønstre og vaner, så der skabes et hverdagsliv med meningsfulde aktiviteter. Derudover interesserer jeg mig for mødet med den enkelte borger og for hvordan man kan arbejde med den mentale sundhed, sådan at borgeren opnår den bedst mulige livskvalitet.

Mine mange år som underviser på Ergoterapeutuddannelsen har medført en interesse for læring og alle de parametre, der er på spil i en læringssituation. Jeg stiller mig derfor gerne til rådighed, når nogle af de andre undervisere har brug for sparring eller supervision.

Mit bedste sundhedstip: Sundhed er andet end kost og motion.

Husk at være i nuet og hav fokus på glæde, kærlighed og nærvær.

Kontakt Pernille

pernille.qvist@randers.dk